Kæmpe-knippeporesvamp

​​​Kæmpe-knippeporesvamp (Meripilus giganteus)

​Kæmpe-knippeporesvampen angriber typisk gamle bøgetræer, men ses også på andre løvtræer så som eg og lind.

Denne svamp angriber rodsystemet hvor rødderne er stærkt svækkede eller døde. Rodsystemet skal derfor være beskadiget, for at svampen kan etablere sig. Beskadigelser kan ske ved opgravninger, byggearbejde, asfaltering, græsslåning osv.

Kendetegn

Frugtlegemerne er gyldenbrune til rødbrune på oversiden og undersiden er lys, men bliver farvet mørkt ved berøring. De er spatelformede eller tungeformede. Frugtlegemerne sidder mange samlet i knipper, deraf navnet. De sidder ved træets fod, på stammebasis eller på jorden lidt væk fra stammen.

 

Det er ikke sikkert at svampens frugtlegemer kommer hvert år. Er der mistanke om at et træ er angrebet af kæmpe-knippeporesvamp, er det derfor vigtigt at tjekke flere år i træk. Frugtlegemerne kan findes fra juli til september og deres placering indikerer, hvor rodnettet er spist, da knipperne af svampe vil vise sig inærheden af de ødelagte rødder.

Risiko

Kæmpe-knippeporesvampen udgør en meget alvorlig skade, da den nedbryder træets rodnet. Træets stabilitet bliver derved stærkt nedsat. Når rødderne ikke længere er stærke nok til at modstå vinden eller bære kronens vægt, vil træet falde.

Træer, der er angrebet af kæmpe-knippeporesvamp, bør fældes straks, hvis de med deres placering udgør en fare for mennesker eller bygninger.

v/ Morten Jacobsen

Teglgård 20, 6330 Padborg

CVR: 34001502

Telefon: 22172335

Mail: info@mjtreecare.dk