Spejlporesvamp

​Spejlporesvamp (Inonotus sp.)

Spejlporesvampene angriber løvtræer og forårsager hvidmuld.

Kendetegn

Spejlporesvampene er genkendelige ved at lyset bliver reflekteret, hvis man bevæger undersiden af svampen frem og tilbage. Frugtlegemerne er bløde og fibrede.

​​​​​​Svampen er etårig og ses sommer og efterår. Frugtlegemerne er typisk gyldne eller rødbrune der sidder taglagt og mange sammen. Af og til udskilles der store dråber over frugtlegemerne, kaldet de gyldne dråber.

De vigtigste spejlporesvampe er:

Ege-spejlporesvamp (Inonotus dryadeus)

Angriber stammebasis og rødder på gamle ege. Frugtlegemerne er orangegule med mange gul- eller rødbrune dråber. De kan sidde alene eller mange sammen. Råddet kan ofte kun lokaliseres i rødderne.

Kroghåret spejlporesvamp (Inonotus cuticularis)

Ses oftest på bøg, men kan også angribe andre løvtræer. Frugtlegemerne er gul- eller lysbrune og flade. De kan sidde enkeltvis eller i klaser højt på stammen.

Børstehåret spejlporesvamp (Inonotus hispidus)

Ses især på ask, platan og valnød. Svampen angriber gennem grenbrud og sår. Frugtlegemerne er rustrøde på oversiden og sidder enkeltvis eller i taglagte hober.

v/ Morten Jacobsen

Teglgård 20, 6330 Padborg

CVR: 34001502

Telefon: 22172335

Mail: info@mjtreecare.dk